Babyportrætter på bryggen
Udendørs babyfotografi med lækkert strik og cityvibes!
Lærke på 6 måneder blev fotograferet ude på bryggen. Det gav mig mulighed for at skabe en god dybde og cool by-baby stemning.
Hun er placeret i skyggen, men i nærheden af masser af flader, som refekterer lys tilbage på hendes ansigt. Der var i den grad behov for reflektionslys på dette babyshoot, da jeg havde væsentligt mere lys i baggrunden, end på selve motivet.
Men det var vigtigt for mig, at Lærke ikke kiggede direkte ud i det skarpe lys, da det ville være generende for hendes øjne.
Heldigvis lader jeg mig ikke skræmme af modlys – og jeg ville gerne have en god afstand til baggrunden, så jeg kunne få nok struktur med til, at man kunne fornemme bygningernes form – i stedet for at beskære så tæt, at baggrunden er en ren, men uigenkendelig flade, som jeg ellers ofte gør.
På den måde kan man på overstående billede, genkende hvor billedet er taget henne – selvom det er et portræt.
Et babyportræt, hvor man kan genkende sit lokalområde – det synes jeg er en skøn ting at have hængende!
Pink på den fede måde!
Jeg er meget begejstret for strik på babybilleder – og jeg var HELT tosset med denne store hætte i pink! Der er stil over den.
Fordi den pink farve er meget dominerende har jeg i serien sørget for at fremhæve det blå i resten af billedet. Det blå fremhæver hendes øjenfarve og leder derfor opmærksomheden hen på hendes øjne.
På den måde ender den pink hætte med at ramme hende ind og drage fokus om hende, i stedet for at stikke af med fokus selv – og hele billedet får en roligt harmonisk farvespil, selvom der sker meget i baggrunden.
Bagefter var vi en tur hjemme hos Lærke, hvor vi lavede et helt simpelt setup – Lærke er placeret lige foran altandøren, og jeg bruger gulvet og dybden i lejligheden til at skabe en ren flade, men hvor man stadig kan fornemme en hjemlig stemning.
Simpelt, men nærværende.
This Post Has 0 Comments